Generalforsamling 2018

Loading

Dagsorden Generalforsamling 2018
1. Valg af dirigent. Obelix blev valgt.
2. Høvdingens beretning (øjenvidne beretning). Den kan læses nedenfor.
3. Regnskab.
a. Fremlæggelse. Flot flot regnskab.
b. Godkendelse.
Godkendt med stående applaus.
4. Kåring af vinder i Gallerligaen. The champ Miraculix igen igen. Flot vinder!
5. Forslag fra forsamlingen.
a. Bødeøl der ikke er afregnet ved August måneds arrangement, konverteres til 5 kr. Pr øl, som den skyldige skal indbetale til gallerkassen. Disse penge bruges under generalforsamlingen for at undgå dehydrering. Vedtaget med enstemmigt flertal.
b. Orientering om generalforsamlingen 2020, 25 års jubilæums tur!
Det bliver godt, og med 3 overnatninger.
6. Indstilling af undergaller/e.
a. Limpix har fundet en der er tosset nok! En frisk fyr, angiveligt større end vores største galler, med navnet Steen, fra nu af UnderSteen, med andre ord blev han optaget på prøve.
Overraskende nok havde Mobilix og Martinix en indstilling i sidste øjeblik! En fyr som angiveligt har både kalender og GPS, så kan potentielt deltage ved flere arrangementer! Morten aka UnderMorten blev også optaget som galler på prøve.
7. Valg af bestyrelse.
a. Bestyrelsen modtager genvalg, ingen modkandidater opstillet. Det er fandme også en flot bestyrelse!
8. Eventuelt. Disko havde en række lækre punkter af forskellig karakter, blandt andet en opsang til de alt for mange sene/dårlige betalere, som nogen ville sige HØRT!

Kære gallere,
Så er vi endnu engang samlet i vores lille hygge klub, som gennem årene er blevet mere hygge end konkurrence, eller ihvertfald for mange af os. Miraculix dypper stadig snuden i konkurrencedrikken han brygger på, og er fortsat Danmarks mest aktive person, når der tælles antal sport/fritidsbeskæftigelser.
Det 24 år i klubben tog sin begyndelse straks efter sidste års udflugt til Malta.
En tur der ikke skal gentages, vi er mange der har måtte flygte derfra med alle de sygdomme der florerer.
Samtidig har jeg modtaget adskillige henvendelser fra en lille snusket bar i Valetta, med spørgsmål om hvornår vi kommer igen og sikrer dem flere års omsætning.
Nå men som nævnt lagde vi hårdt ud i September 2017, med en god gang ingenting, hvilket for andet år i træk sikrede høvdingen føringen i ligaen, BUM og så er vi igang.
Oktober stod på O løb i skoven, og med en gammel spejder(Porno) og en gammel gris(Snotte) som arrangører, så var det dømt til at blive en god dag.
Porno mindes stadig de glade dage da han fik tildelt sit navn, efter at have opstøvet diverse pornografiske elementer i skoven, dengang hvor der stadig var hæderlige blade med underlødige damer og video bånd med samme slags slibrigt materiale.
Som det sig hører til galler arrangementer, kom Martinix halsende på sin cykel, nogle mener han igen igen havde svært ved at finde Brøndby skoven, omend den stadig residerer hvor den altid har gjort. Referenten, en hvis Pornografix, beskrev situationen som, Martinix havde tydeligvis overvurderet sin fysiske habitus og var cyklet for sent hjemmefra!
Hvis man må være lidt kæk, og den rettighed har jeg jo i min lange enetale, så kan man sige at hvorvidt han cyklede hjemmefra for sent, afhænger af hvornår han havde planlagt at cykle hjemmefra!
Nå men i det fantastiske vejr som arrangørerne havde fikset, skulle der leges O løb/gang med 10 fine opgaver, som enhver spejder vil være stolt af.
Morsekode som alle klarede let, Græker/sygdom hvor der var overraskende god respons, omend holdet med Martinix (igen), Printix og Obelix havde valgt ikke at svare på et spørgsmål, uden at tilkendegive hvilket. Det gøre en rettelse af besvarelser voldsom vanskelig.
Post 3 er så hemmelig, at den ikke er omtalt i referatet, hvilket gør de 10 poster/opgaver til 9, med mindre holdet fra før har været inde over!
Herefter var der svampeviden og flere savnede Helmer og Jesper, men opgaven blev løst fornuftigt af to hold mens holdet med Smøge, Hørme og Senilix opfordres til kun at benytte svampe købt i supermarked eller hos grønthandleren.
Blade (ikke Porno’s) skulle der gættes, og der kom de fleste til kort, da hverken de slibrige, Fantomet eller Jumbobøgerne var imellem, men derimod natur skabte blade.
En Arne viden opgave, eller ligegyldig paratviden om man vil, gav et pauvert udbytte, specielt Zambia’s beliggenhed inde på kontinentet Afrika var en øjenåbner.
Bilmærker var vi alle lidt skrappere til, mens den efterfølgende Ryste-Kimsleg hvor diverse Ris, pasta, ristede løg med mere skulle genkendes på lyden.
Grensavning hvor holdet med Printix udmærkede sig ved at selvsamme person bøjede saven, og kunne have været sikker på dummetøjet, hvis ikke dette var afskaffet.
Slutteligt en Snottequiz som givetvis var aparte, og alle hold svarede lige godt/skidt.
Holdet der har været mest omtalt, Martinix, Printix og Obelix vandt O legene, og ondskabsfulde som gallere er, besluttede holdet at Martinix skulle kæmpe sig ind i den gule trøje ved næste arrangement.

Pool på Frederiksberg var næste leg, og nej Porno var ikke involveret i dette arrangement!
Derimod bød Miraculix og Smøger velkommen i førstnævntes klub med lækre pool borde. Manden er æresmedlem og indehaver timerekorden i pool!
6 hold med 2 gallere på hver blev dannet på vanlig manipulativ vis, og spillet kunne begynde og skulle pågå i 2 stive timer.
Holdet med Miraculix var naturligvis store favoritter, men på dagen knækkede det sammen for den ellers scenevante herre, som havde store problemer sammen med Obelix, specielt at holde kuglerne på bordet kneb det med.
Istedet løb Limpix og Hørme (to garvede kugleformede gallere) med en sikker sejr, og dermed bragte Limpix sig i den situation, at skulle forsøge at passe førertrøjen, som desværre ikke blev båret på dagen grundet afbud fra Martinix (man melder ikke som i aldrig fra når man har den gule trøje blev der sagt).
At afbuddet så ovenikøbet var for sent hjælper silde, men er dog intet at sammenligne med Printix afbud på grund af sin egen fødselsdag, som han tilsyneladende forsøgte at glemme.
I en klub uden dummetøj, formåede Disko at pådrage sig regulære dummebøder, dels for at spørge arrangørerne på dagen og det er samme dag der er arrangement, og dels for igen igen at påstå adresse manglede på hjemmesiden. Kursus i at manøvrere på galler siden er under udarbejdelse.

Poker hos Boomer med lækker mad og meget voldsomme mængder af væske, meget fra den altid gavmilde vært.
Spillet blev til tider overskygget af mad og specielt drikke, men der blev spillet et finale bord med Hørme, Paparazzix, Porno og Handy. Sidstnævnte havde vist kort i ærmerne, specielt det ene, og han vandt med et par konger spillet.
En herlig aften sluttede med en tur ud i det pulveriserende natteliv på Blondies, hvor Snotte som altid fandt nogle små skarpe i baren!
Endnu et afbud fra manden i den gule trøje, skide skidt, hvilket medførte at Hørme overtog føringen i ligaen.

Formel 1 Grand Prix i det hedengangne City 2 var næste leg (Printix og Disko stod bag).
Som altid blev regler forklaret for at sikre at nogle ville overskride disse (Obelix og Martinix) angiveligt på grund af kommunikations problemer! Smøgeren var tilsyneladen coach på vognen.
Arrangørerne var ubeskedne nok til at danne hold og vinde grand prixet, hvilket bragte Disko i gult, efter endnu en gang no show af trøjen.
Fremover skal den måske bare sidde på Miraculix hele året?

Så blev det tid til bowling i Rødovre (Hørme og Martinix arrangører).
Denne tidlige søndag havde enkelte ikke fået spist morgenmad, så det blev klaret med en pilsner eller to.
Tydeligvis har en Ude og Hjemme vant person skrevet referat, og her citerer jeg et par linier:
Disciplinen er ikke fremmed, og uden tøven placeres fingrene stilsikkert i rette huller. Blikket løftes og kuglernes tyngdevirkning sætter ind mod de smukt kurvede kegler som står rankt og gør sig til for enden af banen. Smukt lægger de sig i ærbødig underkastelse… eller noget der hen af. De runde trillede og de høje væltede – i hvert fald for det meste.

Det er ren poesi og porno for øregangene.
Klassisk gallerbowling blev spillet, inden der skulle indtages lidt smørrebrød og regnes på resultatet.
Under dette stødte Paparazzix til, og igen må jeg citere referenten:
Da den sidste krumme havde forladt mundvigen og erstattet med en kaffetår, dukkede den 14. kriger op. Paparazzix troede ikke vi allerede vær færdige med at bowle. Bowling 11-12 betyder nemlig – ja, ja det kan godt virke kryptisk – at man bowler fra klokken 11 til klokken 12 og altså ikke at man bowler klokken 11 i en time og så igen kl 12. Så er det klarlagt til en anden gang. 
Miraculix havde bedre fat i kuglerne denne gang, og han vandt med Disko på anden pladsen og Snotte som nummer 3.
Miraculix er dermed tilbage i spidsen og dette til trods for, at den gule trøje faktisk var til stede og blev nummer to på dagen.

Limpix og Mobilix havde inviteret til homo tennis i Grøndahl Centeret og nej Badminton er ikke sport!
Martinix havde igen kalender udfordringer, da hans kalender ikke fortalte ham det var søndag, og derfor blev han væk.
Mobilix havde med sin analoge pc (pen og papir) fremdrevet en lækker turneringsplan som alle forstod.
Samme Mobilix var på hold med Smøger og de var aldeles suveræne ud i denne ikke sport og vandt alle deres kampe.
Miraculix Frost og hans makker in absent sneg en andenplads hjem, og dermed beholder han den lækre gule trøje.
Bødebeholdningen er nu oppe på 554 øl!

Så var Senilix og Handyfix værter for en gang Petanque og lækkerier fra den medbragte grill. Handy valgte at lave en Karius, hvorfor alting smuttede fra ham!
Dermed stod Senilix på denne for nogle sorgens dag alene med arrangementet, men det skal siges at han var en ren Ronaldo og kørte den I hus I sikker stil.
En lodtrækning som voldte en del kvaler gav 6 spændstige hold, som dystede med Pornos medbragte kugler på det til dagen halv lange græs I Glostrup.
Der blev spillet, drukket øl og spist pølser og burgere med alt det tilbehør der kan tænkes.
Miraculix havde god støtte I Limpix og konsoliderede sin gule trøje, mens Obelix og Smøger var halvstegte (ikke fra grillen) og tabte alle kampe.
NB! Høvdingen til stede!
Bødebeholdning 596!

Galler Grand Prix på Roskilde Ring arrangeret af Obelix og Akkasut.
Omend befalingen om arrangementet kom noget sent, så var det en super dag med masser af ræs, og Smøgen blev en stensikker vinder, det røg fra alle sider når han kørte, og han osede af selvtillid.
Hans tid var 2.21,678 med Mejerix på 2.22,919 og Miraculix I sin Ferrari 2.23,909.
Sløjeste tid var Akkasut, som havde fået en kart med sandsække I, for den vejede mere end de andre. 2.34,283 var tiden. 12,5 sekund langsommere.
Miraculix pustes kraftig I nakken af Smøger I stillingen, det oser af spænding!

Disc golf I Valby Parken og for nogle en grøn concert.
Der skulle smides med klubbens private samling af farverige discs, og allerede her ved man, at det bliver tilfældigt med sådan en gang plastic fra BR.
Holdene blev hemmeligholdt, ingen forstår helt hvorfor, men da vi blot var 11 gik vi I to grupper, hyggede og drak øl.
Da det efter spillet blev afsløret hvem der spilled med hvem, og de ulige antal fordrede gennemsnit som afgørende factor, til trods for Printix protester da hold med 2 blev dårligere stillet en hold med 3 I denne udregnings form.
Miraculix, Boomer og Obelix vandt og dermed konsoliderede eller sikrede Miraculix sig endnu engang sejren i ligaen blot ved at møde op på sidste dagen. Høvdingen til stede!
Nu 672 øl i beholdningen.

Sidste arrangement for året var mærkværdige lege arrangeret af Boomer og Paparazzix i sidstnævntes have og kælder.
7 mand mødte op, og skulle dyste i hønseskidning (præcision vel at mærke) samt en ganske besværlig quiz.
En rigtig god dag i haven sluttede ved 15 tiden efter at der var trakteret med grill pølser, som Boomer selv havde lavet.
Mejerix var vinder og dermed lukkes for dette år med en bøde saldo på 756 øl!
Skål på det.

Et endnu engang herligt år er gået, og det har været en fornøjelse at være sammen til alverdens forskellige lege, og humøret har som altid været i top, og selv Disko har nydt flere arrangementer, nu hvor han ikke skulle indgå pagter omkring dummetøjet.

Fun Facts:
– Ingen afbud til Miraculix
– Smøgeren var tæt på, kun 10 point efter!
– Limpix fyldte rundt, hurra og blev en flot nummer 3 i ligaen.
– Obelix sluttede helt oppe som 4 – doping vil nogen sige.
– Senilix har som altid haft en super hyggelig galler sæson, keep smiling.
– Boomer er aldrig sluttet højere, 13 pladsen!
– Martinix svigter aldrig med sine påfaldende afbud, manglende eller sene ankomster.
– Majestix formår at holde 3 mand bag sig, med meget begrænset deltagelse.
– Mobilix bliver nummer 1 eller 2 når han er til stede, det sker bare alt for sjældent! 2 udeblivelser og 2 sene afbud.
– Ham der blev sidst har kun deltaget en gang udover Septembers ingenting, så holder lige kravene.

Slutteligt kæmpe tak til Porno for uopslideligt arbejde med at holde hjulene i gang.
Tak til Miraculix for at lade os sponsere et hegn og til slut at ajourføre regnskabet.
Tak til Obelix, lækre mand.
SKÅL